Parterapi og magiske ord

Hans Jørgen Juhler

Carl Baggers Alle. 2920 Charlottenlund

TLF: 29 25 92 87.    MAIL

Magiske ord

Ord kan være magiske. Jeg oplever det ofte i min parterapi. Når de rigtige ord siges, forvandler situationen sig som med et trylleslag. Det vender vi tilbage til. Men først: det er gammelt stof. Det afspejles i eventyr. Lige som så mange andre forunderlige ting i livet er det fanget af folkeevetyret. Her får du Grimms eventyr om Rumleskaft og efterfølgende en tolkning at eventyret:

"Rumleskaft"

Brødrene Grimms Eventyr

Der var engang en møller

som var meget fattig, men han havde en vidunderlig smuk datter. En gang kom han tilfældigvis til at tale med kongen, og for at prale lidt, sagde han: “Jeg har en datter, som kan spinde guld af hø.” - “Det er en herlig kunst,” sagde kongen, “lad din datter komme op til mig i morgen, så vil jeg stille hende på prøve.” Da pigen næste dag kom op på slottet, førte han hende ind i et værelse, der var helt fuldt af hø, gav hende en rok og en ten og sagde: “Tag så fat på arbejdet, men hvis du ikke inden i morgen har spundet alt dette hø til guld, er det ude med dig.” Derpå gik han og låsede døren efter sig.

Der sad nu den stakkels pige og vidste ikke sine levende råd. Hun havde ikke ringeste anelse om, hvordan man bar sig ad med at spinde hø til guld, og til sidst begyndte hun at græde. På en gang gik døren op, og en lille mand kom ind. “God aften, lille jomfru,” sagde han, “hvad græder du dog for?” - “Jeg er så ulykkelig,” hulkede pigen, “jeg skal spinde dette hø til guld, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal bære mig ad.” - “Hvad vil du give mig, hvis jeg hjælper dig,” spurgte den lille mand. “Mit halsbånd,” svarede hun, og manden tog det og satte sig til at spinde, og snip snap snurre så var tenen fuld, og sådan gik det til den lyse morgen. Da var stuen fuld af det pure guld. Kongen kom allerede ved solopgang og blev meget forbavset og glad. Imidlertid ville han ikke lade sig nøje med det, men førte pigen ind i et værelse, hvor der lå endnu mere hø, og befalede hende at spinde det inden næste dag, hvis hun havde sit liv kært. Pigen vidste ikke, hvad hun skulle gøre, og gav sig til at græde, men den lille mand kom igen og spurgte: “Hvad får jeg, hvis jeg hjælper idg?” - “Min ring,” svarede hun, og manden tog den og begyndte at spinde, og inden solen stod op, var han færdig. Kongen blev kun endnu mere grisk da han så alt det blinkende guld, og førte møllerdatteren ind i et meget stort værelse fuldt af hø. “Hvis du kan spinde det inden i morgen tidlig, vil jeg tage dig til min dronning,” sagde han og tænkte ved sig selv: “Selv om hun kun er datter af en møller, kan jeg dog aldrig få en kone, der er så rig.” Da pigen var blevet alene, kom manden frem igen og spurgte: “Hvad får jeg, hvis jeg hjælper dig?” - “Jeg har ingenting at give dig,” svarede pigen bedrøvet. “Vil du da love mig det første barn, du får, når du bliver dronning,” spurgte han. “Man kan jo aldrig vide, hvordan det kan gå,” tænkte pigen, og da hun ikke vidste, hvordan hun ellers skulle klare sig, sagde hun ja, og manden spandt og spandt til den lyse morgen. Så var værelset fuldt af guld, og da kongen kom og så det, blev han meget glad, og brylluppet blev fejret med stor pragt.

Et år efter

fødte dronningen et dejligt barn. Hun havde ganske glemt den lille mand, men pludselig trådte han ind i værelset og sagde: “Giv mig så, hvad du har lovet mig.” Dronningen blev meget forfærdet og tilbød ham alle sine skatte, hvis han ville lade hende beholde barnet, men manden sagde: “Kød og blod er mere værd end alverdens skatte.” Dronningen gav sig nu til at græde, og manden fik ondt af hende og sagde: “Hvis du i løbet af tre dage kan gætte, hvad jeg hedder, skal du få lov til at beholde dit barn.”

Dronningen lå hele natten vågen for at komme i tanker om alle de navne, hun kendte, og sendte bud rundt om i landet for at få endnu flere at vide. Da manden kom næste dag, begyndte hun med Kaspar, Melchior, Balthazar og så videre, men manden sagde stadig: “Nej, det hedder jeg ikke.” Den næste dag sendte hun bud til nabolandet for at få at vide, hvad folkene der hed. Da manden kom, sagde hun de løjerligste navne som Vissenpind, Spidsben og Snørestøvle, men intet af dem var det rigtige. Da budet kom tilbage tredie dag sagde han: “Jeg har ikke kunnet opdage et eneste nyt navn, men da jeg kom til et højt bjerg bag skoven, så jeg et lille hus, hvor der brændte et bål. En løjerlig lille mand sprang rundt om ilden, hoppede på et ben og sang:

‘I dag jeg brygger, i morgen jeg bager,
i overmorgen dronningens barn jeg tager,
hvor herligt, at ingen har anelse haft
om, at mit navn det er Rumleskaft.’”

Dronningen blev ude af sig selv af glæde, og da den lille mand kom spurgte hun: “Hedder du Kunz?” - “Nej.” - “Hedder du da Heinz?” - “Nej.” “Så hedder du måske Rumleskaft?”

“Det har djævlen sagt dig,” råbte den lille mand rasende, og stampede så hårdt med den venstre fod i jorden, at benet sank helt i, og i hidsighed greb han så fat i den højre fod og rev sig selv midt over.

SLUT

Det var eventyret. Her følger nogle praktiske eksempler som er hentet fra min lange erfaring med parterapi:

1. "Hvis du ikke ved, hvad du skal sige

er det dét, du skal sige." Hun siger noget til ham. Han bliver overrasket og ved ikke, hvad han skal sige. Han bliver tavs og bortvendt i eftertænksomhed. Hun tolker det som afvisning og bliver frustreret. Det ender i skænderi eller lukkethed i lang tid. Hvis har havde sagt: "Jeg ved virkelig ikke, hvad eg skal sige, men jeg skal nok tænke over det og vende tilbage." Ville situationen så ikke have været helt anderledes?

2. Du har haft en besværlig dag på arbejde.

Da du kommer hjem er du lidt indelukket og tavs. Din partner tror, det er ham/hende der er noget galt med og bliver negativ. Det mærker du, og det gør humøret endnu mere tungt. Hvis du, da du kom hjem havde sagt: "Jeg har haft en besværlig dag på arbejdet og er lidt påvirket af det. Hvis jeg virker til fraværende er det derfor. Sig til, hvis du oplever det, så skal jeg prøve at være til stede."

Det magiske vender begge veje. Både mod den det siges til og den der siger det.

3. I har haft et skænderi og du har lukke i og er gået din vej. Hvis din partner bagefter bebrejder dig, vil du forsvare dig. Siger du selv: "Det var ikke rimeligt at jeg gik min vej. Jeg ved, hvordan det rammer dig." Så virker det både på din partner og på dig selv. Det vil gøre dig mere forberedt på næste gang at gøre anderledes, for du tager ansvar.

4. Mærk forskelle på, hvem der siger ordene.

I de efterfølgende fortællinger siger først Søren om sig selv, at det ville han aldrig finde sig i. I den næste udgave siger Hanne det samme. Mærk forskellen på, hvem der siger det.
Hanne kommer hjem fra arbejde begynder straks at fortælle sin mand, Søren, om sin oplevelse på arbejdet. Hun begynder at græde lidt og har svært ved at få det fortalt. Hun fortæller, at hendes chef var eksploderet i dag, da de talte om det projekt, hun arbejder på. Han kritiserede voldsomt det, hun havde lavet på projektet. Søren afbryder hende og siger: ”Hvordan kan du bare lade ham tale til dig på den måde? Jeg ville aldrig i livet tillade, at min chef talte sådan til mig og du burde ikke give ham den tilfredstillelse at se dig græde.” Hanne bliver endnu mere ked af det og ulykkelig og styrter ind i soveværelset. Smækker døren og smider sig på sengen.
Anerkendelsen er fraværende. I stedet for anerkendelse møder Hanne kritik.
Anerkendelse er at møde den anden, hvor den anden er og respektere den andens oplevelser, også selv om man er uenig. Lad ossige, at Søren aldrig ville finde sig i sådan en behandling. Det ville ikke hindre han i at anerkende uden at gå på kompromis med egne holdninger. F.eks. sådan: ”Det kan jeg høre[1] var voldsomt for dig. Det må være chokerende for dig at få den behandling. Jeg gætter på, at du er rystet og meget ked af det. Lad os sætte os ind med en kop kaffe så du kan fortælle mig, hvordan du har det.” Søren laver en kop kaffe og lytter kærligt og forstående. Hanne siger til Søren: ”Hvor der det dejligt, at du møder mig på den måde. Jeg ved jo godt, at det ville du aldrig finde dig i. Nu er jeg mere rolig.”
Den gensidige anerkendelse skubber til identiteten. Accepten af forskelligheder og anerkendelse på tværs af forskelligheder flytter identitet positivt forstået. Det er en dialektisk bevægelse som netop forudsætter gensidighed. Respekten fra en person, du ikke selv respekterer, tæller ikke. Man kan forestille sig, at Hanne vokser ved at blive mødt af Søren. Hun bliver en lille smule stærkere i lignende situationer. Søren har det godt med sin egen reaktion og det varmer og giver styrke, at han mærker, at Hanne værdsætter ham for det.

[1] Søren kan sige ”høre”, hvis han har svært ved at forstå det og så senere være nysgerrig. Han Kan sige ”forstå”, hvis han forstår eller er enig. Begge former er lige anerkendelse.