Hans Jørgen Juhler

Amagertorv 14 B, 1160 Kbh K

TLF: 29 25 92 87.    MAIL

Vi kender ikke vejen og det bliver mørkt


Nogle digtere kan i få linjer udtrykke store sandheder. Nina Malinowski er en af dem. I ”Fartens fortællinger” skriver hun bla.:

”Se
kærlighedens
rejsende
tegn
i alting”


Er kærlighedens tegn i alting? Det må hun jo mene, siden hun skriver det. Det er rigtigt, at jeg kan se kærlighedens tegn i alting, hvis jeg vil! Men jeg kan også se destruktionens tegn i alting, hvis det er det jeg vil. Kunsten er at fordele synet. Ser vi bare kærlighedens tegn skærer vi halvdelen af verden bort, og ser vi bare destruktionens tegn, skærer vi også halvdelen af verden – og os selv – bort.

Vi må gå den svære og underlige vej midt imellem. Erkende at liver både er destruktivt, grusomt, lidelsesfuldt, ondt – og ufatteligt smukt og glædeligt nyfødt – hver eneste dag.

”Efter en tunnel på få kilometer
blir græsset lidt grønnere
og himlen
bare en anelse
mere blå”


Kærlighedens tegn i alting. Også midt i tunnelen.
Destruktionens tegn i alting. Også uden for tunnelen.

Vi blive grebet af angst over at være i tunnelen når vi glemme lyset uden for den. Og dog er lys og mørke både hinandens forudsætninger og modsætninger. Det ene er der ikke uden det andet. I lyset er mørket med som en forudsætning. I mørket er lyset en mulighed.

”Vi kender ikke vejen
og det bliver mørkt.
Men nu vi går sammen
går vi mere sikkert
Næsten frygtløst”


Modsat kan angst for destruktionen holde mig i en position, hvor jeg beskytter mig ved at fornægte eller finde fejl. Jeg beskytter mig selv og ser måske for sent, jeg samtidig lukker livet ude.

Sådan er det i livet og i kærlighedsforhold. I kærlighedsforholdet følger mørket med, hvis man vil lyset. Vil vi kun det ene, så skærer vi halvdelen af forholdet - og af os selv - bort. Kunsten er at hjælpe hinanden til at huske på lyset mens man er i tunnelen og hjælpe hinanden igennem den. Hjælpe hinanden med at lære at være i tunneler uden at gå i panik. Det bliver mørkt, men vi går sammen.

copyright © 2017 Hans Jørgen Juhler





Parterapeut Hans Jørgen Juhler
Amagertorv 14B, 1160 København K.
  Tlf. 2925 9287.   post@hjjuhler.dk