Hans Jørgen Juhler

KBH-terapeuterne
Holbergsgade 26, 1.tv., 1057 Kbh K
Telefon: 29 25 92 87.

Når jeg har lyst og du ikke

copyright: 2013 Hans Jørgen Juhler.

Seksuelle problemer

Seksuelle problemer starter ofte med, at han har lidt mere lyst til sex end hende, men forkommer naturligvis også den anden vej. Det kan virke meget forskelligt, om det er fra den ene eller den anden side af sengen, det opleves. Den, der har mest lyst, vil måske opleve sig afvist, frustreret, holdt ude. Den, der har mindre lyst, kan opleve sig presset og opleve sig forkert.

Det ender let i en negativ spiral, hvor forskellen i lyst bliver større og større. Den, der har mest lyst fra starten, har et udækket seksuelt behov, som vokser og vokser og som skaber en oplevelse af større og større seksuel frustration. Når den manglende lyst hos den anden også tolkes som manglende kærlighed, så vil der ofte opstå en ængstelse, som lægges over på den anden med handlinger som kritik, bebrejdelser, press og aggression.

Den, der har mindst lyst, er ofte afhængig af nærhed, tryghed og omsorg for at få seksuel lyst. Nu bliver der i stedet press og bebrejdelser. Det opleves, som om den anden altid tænker på sex. Der kan ikke være tiltag til nærhed, uden det opleves som om den anden prøver at gå videre. Derfor afstår den med mindst lyst efterhånden fra at søge nærhed og afviser, når den anden søger nærhed.

De to er fanget i en negativ spiral, hvor de begge beskylder hinanden og ser den anden som årsag til ulykken. De får to forskellige rolle i samspillet om sex. Det polariserer. De holder hinanden fast i rollerne, uden at være opmærksom på det. Så lad os se på, hvad lyst er og hvordan man slipper ud af den negative spiral.

I parterapi afdækker vi sammen rollerne og mønsteret. Skiftet ud af rollerne sker når de to har gennemskuet det så meget, at de kan hjælpe hinanden.



Hvad er lyst?

Der er tre sider af den seksuelle lyst, jeg her vil omtale. Den psykologiske, den kropslige og den hormonelle. Den psykologiske er bl.a. det, at mental nærhed, forståelse, empati giver et møde, en tryghed og en fællesskabs oplevelse, som for mange, og oftest for kvinder, er meget vigtig. Man “smelter sammen” mentalt og i kærlighed. Åbenhed for hinanden, en oplevelse af kærlighed, befordrer den seksuelle lyst. Det betyder meget for alle mennesker, men for nogle kan lysten være der, selv om den mentale nærhed og kærlighedsoplevelsen mangler. For andre er det næsten en nødvendig forudsætning, at den mentale nærhed er der.

Kropslig nærhed, ud over selve sex-akten, er at kæle for hinanden både blidt og sensuelt. Det er befordrende for lysten. Det er meget forskelligt, hvilken berøring, der skaber lyst, så det er vigtigt at hjælpe hinanden og sige til og fra. Kropslig nærhed og berøring kan fremme nærværet og det er helt afgørende. Nå der er problemer med sex-livet, fører det ofte til forstyrrende tanker og bekymringer, præstationsangst og tilbøjelighed til at trække sig. Berøring, hvor det er aftalt, at det lige nu ikke må fører til sex, kan skabe et roligt fokus, så tanker og bekymringer forsvinder og lysten lige her og nu får plads.

At udforske sammen, hvad der pirrer, hvad der skaber lyst, hvad der er dejligt - er en spændende opgave. Gør det og nyd det. Det kan brede seksualiteten ud. Gøre den større og gøre kærlighedsmødet større.

Det har vist sig, at hormonet testosteron, som er det mandlige kønshormon, også har afgørende indflydelse på kvinders lyst(1) og at lav tilstedeværelse af hormonet kan være afgørende for, at nogle kvinder har lille seksuel lyst. Det betyder ikke, at det altid er tilfældet, men det betyder, at man kan tage denne mulighed med så begge parter ser forskellen i lyst som et vilkår og ikke som en personlig fejl. Det kan lette og være befriende. Nu kan der sættes fokus på, hvordan vi får så sex-livet til at fungere bedst muligt under de vilkår. Det er det, vi nu vil se på.

Hvad kan der gøres?

Først må forskelle accepteres og respekteres. Træd ud af rollerne og få talt om det, så I begge oplever jer respekteret.

Lav aftaler om tider, hvor i rører og kæler for hinanden, men hvor det SKAL overholdes, at det ikke må fører til sex. Uro, tanker og præstationsangst falder til ro og nu-lysten, lysten til at nyde, og være helt til stede i det, får plads.

Derefter læs efterfølgende råd og tal om det. Find det, der er rigtigt for jer.

Råd til den, der har mest lyst:

- Vær direkte når du spørger om sex. Mange mennesker med stor sex-lyst kommer med hentydninger og forventer, at partneren opfanger dem og tager det op. Klar og positiv kommunikation kan føre til mere positive reaktioner.

- Tag initiativ til sex ud fra kærlighed og lyst - ikke ud fra vane. Der er almindeligt, for mennesker med stor lyst, at tage initiativ til sex af vane og selv om de ikke i situationen føler kærlighed og lyst. De er fastlåst i en rolle. Vær sikker op ikke at polarisere ved at spørge om sex når du ikke føler kærlighed og lyst.

- Bliv ekspert i at skabe lyst hos din partner. Netop fordi din partner har mindre lyst, betyder dine færdigheder som elsker meget. Ofte er det kærlig og blid berøring, der er godt for begge parter. Lær dig at have fokus på berøring og at kæle blidt for din partners krop. Lær hvad der er særligt godt for din partner. Spørg om det. Lær dig at være blid og rolig, selv om du har stor lyst. Nyd din lyst.

- Kend forskel på lyst og kærlighed. At din partner har mindre lyst betyder ikke, at der er mindre kærlighed. At forveksle lyst og kærlighed skaber polarisering.

Råd til den, der har mindst lyst:

- Vær ansvarlig for din egen lyst. Du må lære, hvordan du kan få mere lyst. Knus og kys? Kærlig, intim samtale? Romantisk middag? Nærvær og opmærksomhed fra din partner? Læsning af erotisk litteratur? Sexet tøj?

- Vær opmærksom på signaler om begyndende lyst og følg dem op. Du kan opdage en lyst cyklus. Har du mere lyst på nogle tidspunkter i løbet af dagen? I særlige situationer? På særlige steder? På særlige tidspunkter i løbet af måneden? Læg mærke til det og brug det.

- Vær klar og tydelig om gode omstændigheder for dig, og fortæl din partner om det. Måske du en mere villig partner efter en massage eller efter du selv eller din partner har taget bad.

- Vælger du ikke at have sex, så sig det tydeligt - det har du ret til. Det er ikke forkert. Det vil lette dig at være tydelig, for så stå du ved dig selv. Det er udtryk for en selvtespekt. Din partners accept af din ret til at sige nej styrker respekten mellem jer. At sige tydeligt “nej” når du ikke har lyst vil gøre lysten tydeligere for dig, når du har lyst. Det skal din partner vide, så tal om det.

- Skab tid og energi til sex. Vent ikke til der opstår en ledig tid eller til alt andet er klaret og energien bruge. Sørg for at prioritere den del af livet.

----------------------
(1) Sherwin, Gelfand, Brender: Androgen Enhances Sexuel Motivation in Females: A Prospective, Crossover Study of Sex Steroid Administration in Surgical Menopause. I Psychsomatic Medicine Vol. 47, No.4 (July/August 1985).



Parterapeut Hans Jørgen Juhler
Carl Baggers Alle 23. 2920 Charlottenlund.
Holbergsgade 26, 1.tv. 1057 København K.
  Tlf. 2925 9287.   post@hjjuhler.dk