Hans Jørgen Juhler

Carl Baggers Alle 23,
2920 Charlottenlund
Telefon: 29 25 92 87. MAIL

Hvorfor er man utro?

Den typiske antagelse om utroskab er, at hvis du snyder og er utro, så er der enten noget galt med dit parforhold eller med dig. Enten er det fordi du savner noget afgørende i dit parforhold. Sex, nærhed, fortrolighed, anerkendelse, frihed. Eller der er noget galt med dig. Tanken er, at hvis du har alt du behøver hjemme, så er der ingen grund til at gå andre steder hen, med mindre der er noget galt med dig. Tænker du sådan, så kan du godt tro om.

Det sker at utroskab er det, der afslutter et parforhold, som i forvejen var udbrændt. Og fristelsen er naturligvis større, hvis forholdet ikke fungerer godt. Men den helt overvejende andel af utroskaber har en helt anden karakter. I mine 15 års arbejde med parterapi efter utroskab har jeg måttet revidere min forståelse af utroskab helt grundlæggende for at forstå det, jeg mødte i min klinik. Ud fra den gense antagelse oplevede jeg nogle paradokser, som ikke kunne forklares eller forstås.

Det er f.eks. et paradoks, at utroskab forekommer, selv om begge parter oplever parforholdet som godt og tilfredsstillende og har oplevet sig lykkelige.

De fleste menesker jeg har arbejdet med i parterapi efter utroskab er dybt monogame af overbevisning. De oplever sig knyttet til partneren. De to har en afgørende fælles værdi af at have en familie og være sammen om at skabe den. De har typisk været tro mod deres værdier og overbevisninger i årtier. Men så en dag krydser de grænsen de aldrig troede de ville krydse. Med en risiko for at miste alt. Hvordan kan det gå til?

Der er som regel fire sider af en utroskab: Identitet, seksualitet, moral og kultur. Du får i det efterfølgende en fortælling om det. Jeg håber det kan medvirke til, at du kan lægge "årsagssøgningen" væk og få den erstattet af en fortælling, som kan rumme, at utroskan kan ske og at man kan ende med at lære af det og få et større kærlighedsliv.

Utroskab er på den ene side udtryk for en længsel, der lå skjult. I hjertet af utroskab finder man ofte en dyb længsel efter ukompliceret følelsesmæssig kontakt; efter fornyelse; efter frihed; efter seksuel intensitet. Det er en længsel, der ligger skjult i noget man har mistet eller ikke oplevet. Det er skjult. Det præger ikke hverdagen. Det er et udtryk for, at passion ikke bare kan lægges på hylden med sikkerhed for at den bliver liggende der. Den kan pludseligt aktiveres. I aktiveringen ligger et ønske om at generobre dele af os selv, som vi har mistet eller det kan ses som et forsøg på at bringe vitalitet tilbage i sider, der i dagligdag, krav og tilpasning har mistet vitalitet.

Jeg tænker på Inger, som er lykkeligt gift og elsker sin mand. Hun ønsker på ingen måde at såre sin mand. Hun har altid gjort, hvad der ventedes af hende. God pige. God hustru. God mor. Omsorgsfuld datter. Inger faldt for gartneren, som fjerne et træ fra deres have. Med sine redskaber, maskiner og tatoveringer var han hendes modsætning. Men i en alder af 44 er affæren den ungdom hun aldrig havde. Hendes historie understreger for mig, at når vi søger andres nærhed, så er det ikke altid vores partner vi vender os væk fra, men derimod den person vi selv er blevet. Det er heller ikke så meget at vi søger en anden person, som det er at vi søger et andet selv.

<Hvis utroskaben afsløres, så er det en anden side der træder frem, for utroskab er også bedrag. Nu rettes der øjne mod een som spørger: “Hvordan kunne du gøre det mod mig? Hvordan kunne du lyve og bedrage? Såre mig så dybt. Kender jeg dig overhovedet?” Man har ikke kun bedraget sin partner, men også sine egne værdier. Man kender dårligt nok sig selv. Måske er man ved at miste det hele? Længslen efter intensitet, kontakt, frihed - er nu erstattet af panik over at have snydt både den anden og een selv.

Det har overrasket mig

i terapi efter utroskab, at når utroskab er afsløret, så er den utro ofte lige så overrasket, som den anden. Noget af forklaringen på det kan være, at vi i vores kultur ikke er så seksuelt frigjorte, som vi forestiller os. Det, der foregår i soveværelset, er ofte tabu og hemmeligholdt overfor børn og familie. Det er, som om det ikke forekommer. En teenager, der gør sin sexuelle debut, vil ofte lyve sine forældre lige op i ansigtet - uden at blinke. Det er bare en fortsættelse af det hemmelighedskræmmeri, der er på det sexuelle område. Utroskab kan ses i forlængelse af dette hemmelighedskræmmeri, som noget der foregår i et skyggeagtigt randområde. I en parallel og hemmelighedsfuld verden. Når utroskaben er afsløret bryder barrieren mellem de to verdener sammen og den utro oplever sig blottet overfor både sig selv og partneren. Det er en ukendt, overraskende og skræmmende oplevelse. Svær at forstå for den utro og ikke mindre svær at forstå for partneren.

Denne fortælling kan kædes sammen med en moralsk forståelse af utroskab Problemet med utroskab er jo netop løgnen og bedraget. I nogle forhold (åbne forhold) kan man have kærester ved siden af og så er det jo ikke utroskab. Utroskab betyder jo netop, at man har været over stregen. Det uanset om man har lovet hinanden troskab i et højloftet kirkerum eller det bare er usagt. Utroskab er moralsk set et brud på troskabsløftet.

"Troskabsløftet" virker i den sammenhæng ofte som et påbud, som når et barn får påbud om ikke at tage af småkagedåsen. Det virker bedst, når mor er i nærheden, men er hun ikke det, kan fristelsen blive for stor og det opdages nok ikke. Det er ikke ens egen moral, der styrer, men en andens eller en norm i samfundet, som ikke er integreret i personen.

Nu står man så der!

Afsløret! Konfronteret med at have snydt, bedraget og brudt tilliden. Er tvunget til at se sig selv som én, den anden ikke kan have tillid til. Man er ikke et sandfærdigt menneske. Smerten i det er overvældende. Bliver man stående i det, uden at fortrænge det eller forfalde til dyb selvfordømmelse eller selvmedlidenhed, så kan det ske, at man får øje på værdien i at være et troværdigt menneske. Dybt i sig selv beslutter man, at man vil være troværdig.

Man står blottet overfor sig selv og den anden. Ansigt til ansigt med de steder i sindet, der opleves som modbydeligt mørke. At vedkende sig den mørke side (som alle vel at mærke har) giver mulighed for et mere sandfærdigt forhold til sig selv og den anden. Fordelen ved det er, at man undgår at flygte fra sig selv, sådan som utroskaben kan være et eksempel på. Man bliver i stand til at bakke sig selv op på en helhjertet måde. Stå ved sig selv på en anden måde. De mørke sider i livet er blevet synlige og accepterede. Det gør det muligt at undgå dem eller modstå fristelsen frem for at blive overrasket over at de mørke side er der. Vejen dertil er brolagt med ubehag og konfrontation med mørke sider hos sig selv og den anden, men muligheden er der for et mere modent og givende, dybt kærlighedsforhold.

Der vil ofte, men ikke altid, være noget i parforholdet, som har øget fristelsen. Det er de to lige gode om, men utroskaben er et tillidsbrud, som ikke må bort-psykologiseres. Hvis de to gerne vil prøve at klinke skårene efter utroskaben, så er det vigtigt at skelne mellem ansvaret for utroskaben som ligger hos den utro og ansvaret for forholdet, som de to må dele. Skal tilliden igen bygges op, så det et afgørende grundlag.

Utroskab skaber næsten uundgåeligt krise for begge parter. Krise kan føre til udvikling, ændring. Den kan føre til et mere sanddru forhold til sig selv og til andre.

Utroskab er traumatisk i vor tid.

Jeg hører ofte mennesker, der har været udsat for utroskab, sige: “Det er det værste jeg har oplevet i mit liv!” Utroskab er ofte en traumatisk oplevelse. Det er overraskende, og sådan er det ikke i alle kulturer og det er blevet langt mere traumatisk i den vestlige verden, end det tidligere var. I vor tid har vi et romantisk ideal. Vi vender os mod een person og forventer en række behov opfyldt. Du skal gerne være min største elsker, min bedste ven, min dybeste fortrolige, min følelsesmæssige støtte. Det giver mig en oplevelse af at være valgt, enestående, uundværlig, uerstattelig, jeg er den eneste ene. Det bliver en side af min identitet at se mig selv sådan i dine øjne. Er du utro, så fortæller det mig, at det er jeg ikke. Derfor kan jeg, afhængig af hvordan mit ideal er, opleve utroskab, hvis du: Har sex med en anden; har en bedre ven end mig; er mere fortrolig med en anden; støtter sig mere følelsesmæssigt til en anden - for det viser mig, at jeg ikke er den udvalgte, ikke er enestående, ikke er uundværlig; ikke er uerstattelig; ikke er den eneste. Utroskab truer min forståelse af mig selv. Det hele bliver naturligvis værre, hvis du har holdt det skjult og jeg afslører det. Utroskab er i dag ofte traumatisk. Op gennem historien har utroskab været pinefuld og skabt krise. Det har tidligere, kunnet true økonomien og omdømmet. I dag truer det ofte vores selvforståelse og derfor er det ofte traumatisk.



copyright 2010 Hans Jørgen Juhler





Brev fra brevkassen:

Samspil dæmper angst!


Kære Hans Jørgen.
Jeg har læst din side om utroskab mange mange gange. Jeg er stadigvæk rystet og i perioder enormt plaget af sorg og angst. Min mand var mig utro, og jeg opdagede det for et 1/2 år siden. Utroskaben rystede os begge to voldsomt. Vi har de sidste 6 måneder bearbejdet krisen sammen. Vi har talt og grædt. Vi er tætte og fortrolige. Tilliden er genetableret, og det paradoksale er at vores kærlighed føles endnu stærkere end nogensinde. Jeg tilgav ham, fordi jeg mærkede at vores kærlighed var intakt.

Hvor længe kan jeg forvente at blive plaget af denne opslidende sorg og disse angstanfald? Det er så smertefuldt nogle dage og andre dage kan jeg næsten ikke mærke sorgen... Er det normalt at følelserne veksler sådan? Og er det muligt at komme sig helt ?

MVH X
--------

Kære X
Jeg kan godt forstå, at det er opslidende med angst og sorg et halvt år efter utroskaben.

Det er normalt at følelserne svinger meget efter utroskab. Det er meget forskelligt, hvor lang tid der går inden det falder mere til ro. Men ... du vil komme helt fri af det.

Utroskab er ofte en traumatisk oplevelse. Oplevelsen er mere rystende og voldsom end vi i vores kultur forventer. Vi lever i en individualiseret kultur og overraskes over det bånd af tilknytning der opstår i et kærlighedsforhold. Først når båndet er truet eller skadet får vi øje på det. Trussel mod tilknytningen giver angst og panik. Det kan være rigtigt voldsomt, for det virker også som en "trussel på livet". Det truer personligheden og det virker som en "trussel på livet". Det paradoksale er, at det indeholde både en stor vækstmulighed og en risiko for at angsten bider sig fast.

Angsten er grundlæggende en angst for at opleve utroskab igen. At blive "truet på livet" igen. Det kan være uforståeligt, at utroskaben kunne ske. Hvorfor gjorde han det? Du står med et dilemma, som er med til at fastholde angsten. Hvis du ikke forstår og ikke kan se og mærke hvorfor det ikke skulle ske igen, så mangler angsten en bremseklods.

Et holdepunkt for dig kunne være om din mand har lært af utroskaben. Det tror jeg han har. Jeg forslår, at du taler med din mand om hvad han har lært af perioden efter at utroskaben er afsløret og beder ham være tydelig og specifik. Det er også en afklaring for ham, tror jeg. Spørg ham hvad han har lært moralsk af det? Spørg ham om hans syn på kærlighedforhold har ændret sig? Spørg ham hvordan du kan regne med, at han ikke er utro igen?

Han vil få fokus på den erfaring han har gjort. At være mere sikker på sin erfaring støtter op om læringen. Dette er et livsvilkår for mennesker. Livsvisdom kommer af erfaring og erfaring er, at man har handlet uhensigtsmæssigt og lært af det. Det er en helt grundlæggende og personlig viden om livet der skabes. Man kan læse sig til meget og tænke sig til meget, men det, der tæller, når det gælder - det er den personlige erfaring. Sæt fokus på den. Det kan give dig en bremseklods i forhold til angsten og gøre din mand klogere på sig selv.

Og ja, det kan overvindes så det ligger som en sårbar men værdsat erfaring for jer begge. En erfaring, som var rigtigt voldsom og ubehagelig, men som gjorde livet større og fik kærligheden til at blomstre.

Mange hilsner
Hans Jørgen Juhler

---------

Kære Hans Jørgen.
1000 tak for dit svar. Det gav mig også mod til at snakke med min mand.  

En af mine "forhindringer" for at komme videre, har været at jeg ikke har "turde" konfrontere min mand med den tilbagevendende smerte utroskaben har forvoldt mig. Efter 3 måneder tog jeg mig selv i at tænke: stop nu med at tænke, føle og have 1000 spørgsmål. Jeg ønskede at give ham fred ( og mig selv fred ) det var alt for smertefuldt at spørge ind til det der skete. Jeg magtede ikke at forholde mig til det, fordi smerten var for stor, og bare ordet utro føltes som en kniv i hjertet. Og jeg frygtede at min mand ville sige: "nu har jeg fået nok af at høre på dig og din smerte" eller: "jeg gider ikke svare på flere spørgsmål".

Denne morgen bad jeg min mand sætte sig ned - og mit hjerte hamrede i angst! og jeg delte smerten med ham, og jeg viste ham mit brev til dig og han læste dine svar. 

Han blev glad og lettet for at jeg delte mine tanker med ham, og han sagde:"Det jeg har lært af mit svigt er, at hvis man fornægter sin egen sorg og smerte bliver livet til et helvede på jord, og jeg svigtede mig selv da jeg forsøgte at undvige. Og hvis ikke du deler din sorg og smerte med mig, glider vi fra hinanden igen, for det var præcis derfor vi endte her. Fordi jeg ikke magtede at konfrontere dig med min smerte over vores ulykkelige kærlighed, og det er det sidste jeg ønsker at miste. Jeg elsker dig, og har altid elsket dig, og jeg vil lytte og trøste dig til evig tid"

Dette svar kom bag på mig. Jeg er meget taknemmelig for dit svar og jeg er meget lykkelig lige nu.
  Mvh X

Hvorfor er man utro?

Den typiske antagelse om utroskab er, at hvis du snyder og er utro, så er der enten noget galt med dit parforhold eller med dig. Enten er det fordi du savner noget afgørende i dit parforhold. Sex, nærhed, fortrolighed, anerkendelse, frihed. Eller der er noget galt med dig. Tanken er, at hvis du har alt du behøver hjemme, så er der ingen grund til at gå andre steder hen, med mindre der er noget galt med dig. Tænker du sådan, så kan du godt tro om.

Det sker at utroskab er det, der afslutter et parforhold, som i forvejen var udbrændt. Og fristelsen er naturligvis større, hvis forholdet ikke fungerer godt. Men den helt overvejende andel af utroskaber har en helt anden karakter. I mine 15 års arbejde med parterapi efter utroskab har jeg måttet revidere min forståelse af utroskab helt grundlæggende for at forstå det, jeg mødte i min klinik. Ud fra den gense antagelse oplevede jeg nogle paradokser, som ikke kunne forklares eller forstås.

Det er f.eks. et paradoks, at utroskab forekommer, selv om begge parter oplever parforholdet som godt og tilfredsstillende og har oplevet sig lykkelige.

De fleste menesker jeg har arbejdet med i parterapi efter utroskab er dybt monogame af overbevisning. De oplever sig knyttet til partneren. De to har en afgørende fælles værdi af at have en familie og være sammen om at skabe den. De har typisk været tro mod deres værdier og overbevisninger i årtier. Men så en dag krydser de grænsen de aldrig troede de ville krydse. Med en risiko for at miste alt. Hvordan kan det gå til?

Der er som regel fire sider af en utroskab: Identitet, seksualitet, moral og kultur. Du får i det efterfølgende en fortælling om det. Jeg håber det kan medvirke til, at du kan lægge "årsagssøgningen" væk og få den erstattet af en fortælling, som kan rumme, at utroskan kan ske og at man kan ende med at lære af det og få et større kærlighedsliv.

Utroskab er på den ene side udtryk for en længsel, der lå skjult. I hjertet af utroskab finder man ofte en dyb længsel efter ukompliceret følelsesmæssig kontakt; efter fornyelse; efter frihed; efter seksuel intensitet. Det er en længsel, der ligger skjult i noget man har mistet eller ikke oplevet. Det er skjult. Det præger ikke hverdagen. Det er et udtryk for, at passion ikke bare kan lægges på hylden med sikkerhed for at den bliver liggende der. Den kan pludseligt aktiveres. I aktiveringen ligger et ønske om at generobre dele af os selv, som vi har mistet eller det kan ses som et forsøg på at bringe vitalitet tilbage i sider, der i dagligdag, krav og tilpasning har mistet vitalitet.

Jeg tænker på Inger, som er lykkeligt gift og elsker sin mand. Hun ønsker på ingen måde at såre sin mand. Hun har altid gjort, hvad der ventedes af hende. God pige. God hustru. God mor. Omsorgsfuld datter. Inger faldt for gartneren, som fjerne et træ fra deres have. Med sine redskaber, maskiner og tatoveringer var han hendes modsætning. Men i en alder af 44 er affæren den ungdom hun aldrig havde. Hendes historie understreger for mig, at når vi søger andres nærhed, så er det ikke altid vores partner vi vender os væk fra, men derimod den person vi selv er blevet. Det er heller ikke så meget at vi søger en anden person, som det er at vi søger et andet selv.

Hvis utroskaben afsløres, så er det en anden side der træder frem, for utroskab er også bedrag. Nu rettes der øjne mod een som spørger: “Hvordan kunne du gøre det mod mig? Hvordan kunne du lyve og bedrage? Såre mig så dybt. Kender jeg dig overhovedet?” Man har ikke kun bedraget sin partner, men også sine egne værdier. Man kender dårligt nok sig selv. Måske er man ved at miste det hele? Længslen efter intensitet, kontakt, frihed - er nu erstattet af panik over at have snydt både den anden og een selv.

• Fortsættes her.

copyright 2010 Hans Jørgen Juhler