Gå eller blive efter utroskab?
Har man været udsat for utroskab er den første reaktion ofte chok. Det virker uvirkeligt. Uforståeligt at det skulle ske for mig. Derefter er der ofte en tilbøjelighed til at løbe sin vej. Komme væk fra det hele. Men det er ikke sikkert at det er den rigtige løsning. Jeg vil i det efterfølgende fortælle dig om min erfaring fra parterapi og håber du kan bruge noget af det i dine overvejelser.
Krisen efter at utroskab er afsløret har en tendens til at forløbe efter et mønster. Det første er fornægtelse. “Det her kan ikke ske, ikke for mig!”. Så kommer vreden, som bryder ud i det øjeblik du indser, at du ikke længere kan benægte kendsgerningerne. “Hvordan kunne du gøre det mod mig!” Derefter følger forhandling med sig selv. “Skal jeg virkelig finde mig i det?” Så depression. “Det her har ødelagt mit liv. Jeg kan lige så godt opgive!” Hvor lang tid hver enkelt fase tager og i hvilken rækkefølge de kommer er individuelt. Hvis forholdet overlever disse faser, er det muligt at nå til en acceptfase, hvor der kan bygges op, og ofte til et meget større kærlighedsforhold fordi der er afdækket noget i krisen. F.eks. hvor vanvittigt meget et kærlighedsforhold betyder i er liv.
Selv om forholdet ikke overlever frem til acceptfasen, så må du alligevel finde frem til en accept af, at dette er sket for dig. Ellers vil du gå med et nag, et kronisk had, over for den, der har udsat dig for dette. Det nag skal du ikke udsætte dig for, det er for destruktivt. Er det der for længe, så få hjælp til det.
Skal forholdet have en chance for at nå frem til acceptfasen, så er det helt afgørende, at I ved hvad der er i spil for jer. Det er som regel en svær situation overhoved et være i fordi der er så mange umulige følelser i det. Der er så mange faldgrupper, som skal undgås for ikke at gøre det hele værre.
Her er noget af det I skal være opmærksomme på: (Lad den utro læse min artikel: "Hjælp din partner efter din utroskab")
I havner to vidt forskellige steder. Den, der er udsat for utroskaben, er i en krise, hvor der er ubærlig psykisk smerte, kaos, raseri. Det bølger fra perioder med mere ro til aktivering af traumet i eksplotioner af vrede og mistillid. Den, der har været utro, er nok rystet over at opleve hvor voldsomt det rammer den anden, men når man har dummet sig, så er der umiddelbart en tilbøjelighed til at holde sig væk fra emnet. Eller undvige og bortforklare. Derfor er det svært at mødes og hjælpe hinanden.
Det kan være rigtigt svært at forstå både sine egne og den andens reaktioner. Specielt undervurderer den utro ofte den andens smerte. Det kan virke ude af proportion og som overreaktioner. “Har jeg ikke sagt undskyld? Har jeg ikke sagt jeg er ked af det?” Det er vigtig for den utro at forstår, hvor dybt og alvorligt det rammer. Det er vigtigt at forstå, at den andens traume er cyklisk og har brug for at blive mødt. At der er smerte, mistillid og angst bag angreb. At traumet skal heles.
For opbygning af tillid er det så afgørende at vide noget om baggrunden for at utroskab opstod. Det stor spørgsmål er: “Hvordan kunne du gøre det?” Uden et meningsfuldt svar på det er der usikkerhed og mistillid. Ofte tales der om årsag til utroskab, om at der manglede noget, men det er forenklet og ofte misvisende. Der er som regel en kompleks situation bag utroskaben. Der er brug for at finde en meningsfuld fortælling om utroskaben ellers kan det være meget svært og måske umuligt at opbygge tillid. I parterapi kan jeg hjælpe jer med at finde den forståelse og se, hvad I kan lære af situationen. For hvis der ikke er lært noget afgørende kan det være svært at opbygge tillid. Fremtiden skal kunne bygges på et ny og langt bedre grundlag.