Hans Jørgen Juhler

Amagertorv 14 B, 3. 1160 Kbh K

TLF: 29 25 92 87.    MAIL

Det svære vender tilbage.


Kære Hans Jørgen
Vi var, først på sommeren, i et forløb hos dig pga min mands utroskab med hans kollega/veninde gennem 4 år, terapien har helt sikkert hjulpet og hjælper os stadig, i denne her meget svære periode i vores ægteskab.

Jeg oplevede efterhånden, at jeg fik det både psykisk og fysisk bedre, der kunne være dage hvor jeg måske kun tænke på det 1-2 gang andre dage var tankerne mere intenst omkring det.

Mit behov for at snakke om det igen og igen blev mindre og mindre. Der kunne gå op til 3-4 uger før behovet igen opstod.

Men nu oplever jeg det hele vender tilbage med fuld styrke f.eks har jeg konstant hjertesmerte, tankerne kredser om det hele tiden, dårlig nattesøvn.

Jeg har svært ved at se på min mand når han er nøgen og selv være nøgen, jeg oplever en blufærdighed, som jeg ellers aldrig nogensinde før i mit liv har haft. Alligevel vælger jeg at vi stadig sover nøgen og tæt sammen, som vi altid har gjort og den del af det har jeg det godt med.

Grunden til at dette bliver svært for mig er, at jeg tænker på "sådan så hun ham også". Det er stadig svært at se noget i fjernsynet med kys og liderlighed, jeg må se væk da det reaktiver hele mit system og sætter tanker igang om "dem sammen".

Der er ikke sket noget som specielt har udløst denne reaktion, min mand er meget opmærksom på mig og jeg er faktisk ikke i tvivl om hans fortrydelse og angre samt hans sorg over det skete og hvad det har gjort ved vores ægteskab.

Helt grundlæggende så får jeg stadig fantasi billeder af de to sammen og forstiller mig alt muligt. Jeg tror min fantasi virkelig spiller mig et plus her i forhold til hvad virkeligheden reelt var.......men jeg kan jo ikke vide det.

Hvorfor pokker bliver det ved at kommer til mig, jeg vil SÅ gerne slippe det.

Ligeledes er den der følelse af "hvorfor og hvordan har han kunne gøre det mod mig" taget til med ny styrke.

Jeg har altid haft en følelse af "os sammen" og aldrig været i tvivl om et "os sammen" lige pt kan jeg på ingen måde mærke "os sammen".

Jeg vil gerne den følelse da jeg jo syntes vi har et godt og sjovt ægteskab (på trods).

Mit spørgsmål er egentlig er det normalt at der går så lang tid 1,3 år og at det stadig er så svært for mig og jeg åbenbart til tider stadig har brug for at taler om det og stille de samme spørgsmål igen og igen, tror jeg forgæves leder efter årsagen til utroskaben....... samt er det ligeledes normalt at får tilbagefald......2 skridt frem og 1 tilbage?

Hilsen XX

-------------------

Kære XX

Det forstår jeg godt er frustrerende for dig, at de svære følelser, tanker og reaktioner vender tilbage nu, hvor det hele var ved at være lettere.

Jeg husker din styrke i starten. Du var sikker på, hvad du ville, nemlig din mand. Du kæmpede for det og du er stærk. I den kamp tror jeg du har fået lagt noget til side, som der ikke rigtigt var plads til dengang. Nu, hvor der er mere ro og sikkerhed efter utroskab, vender det tilbage. Det er et kendt fænomen, både fysisk og psykisk, at sådan kan det gå. Lige som man tror, at nu er det overstået, så er der plads til noget, som har være overskygget. Kun du ved eller kan mærke om det er rigtigt. Mærk efter: er den forståelse rigtig og betyder den noget for dig, hvis den er rigtigt? Jeg tror det er sådan, det er, og går ud fra det i det efterfølgende.

Tal med din mand om det. Fortæl ham, hvordan det hænger sammen. Det er brug for at I samarbejder om at få det sidste til at falde til ro. Det er ikke håbløst. Sådan kan det vikke, hvis du/I tror, at I bare ikke er nået længere. I er nået meget længere og skal nu hjælpe hinanden med næste opgave. Hører din man fortællingen om, at det er det næste skridt I skal tage og det ikke betyder i sidder fast, så er det lettere for ham at høre om dine tanker og se, hvad han kan gøre/sige for virkelig at hjælpe dig.

Skriv gerne til mig om det holder, det jeg ser - eller hvis der er andet du har lyst til at dele med mig.

Men venlig hilsen
Hans Jørgen Juhler


-----------------------

Hej Hans Jørgen
Tak for dit svar.

Jeg har tænkt og mærkede efter om dit svar gav mening. Jeg tror du kan have ret i dine antagelser, at noget har overskygget noget andet.

Min VREDE på min mand over det at han kunne finde på det, måske ikke 1 eller flere gange, den del kan jeg faktisk godt forstå kan ske, men at han har ladet det stå på i så lang tid, det er for mig uforståligt.

Jeg har faktisk ikke lade min vrede kommet til udtryk. Dels er jeg ikke god til at udtrykke vrede (et barndoms tema) og dels kan Jean ikke rumme min vrede.

Det har vi nu haft en laaaaaang snak om og har aftalt at vi nu hver især må tage ansvar og hjælpe hinanden med det. Aftalen er pt at når jeg bliver indædt vred skal jeg sige det og Jean skal omvendt lære at tage imod det. Hvis min vrede kammer over og det går i stort og jeg ikke kan stoppe den, er aftalen, at Jean sørger for at vi får sko og overtøj på uanset om det regner eller sner, så skal vi ud og gå en rask tur, således at min vrede kommer ud både psykisk og fysisk. Ved ikke om det er helt hen i vejret, men lige nu virker det som en god ide at prøve.

Derudover har vi aftalt at vi går et par skridt tilbage og italesætter det lidt mere i en periode, da jeg tror jeg har brug for det. Vi regner med at den periode ikke er særlig lang og kan være med til at vi kommer lidt hurtigere til næste step.

Om en måned har vi valgt at tage orlov fra vores job og rejse til yy i 2 måneder. Denne rejse er selvfølgelig en drøm vi har haft gennem længere tid og vi er begge klar over, at det både er vores drømmerejse men at det også er en healing rejse for vores ægteskab.

På lørdag har vi vores årlig evaluering af året det er gået og hvad vil vi men vores liv, både sammen men også hver især. Denne aften er altid en aften vi ser frem til og glæder os til.

For at alt dette her ikke skal overskygge den aften, har vi lavede en aftaler om, at vi forsøger at hive vores situation op i helekopter perspektiv - hvad har vi lært om os selv, hinanden og os sammen som par og at vi bliver på egen boldbane.

Jeg stoler fremadrettede på min mand, men om jeg kan overvinde det tillidsbrud som jeg har været udsat for, er endnu meget uklar for mig. Det er så dybt sårende og jeg føler mig i den grad latterligt gjort. Det jeg troede var et unikt ægteskab er gjort til skamme.

Det er sådan jeg føler og tænker samtidige med at jeg prøver at få Jean til at komme med en forklaring på hvorfor-hvorfor fanden lod han det ske.

Som du kan læse så "tåger" der en masse følelser rundt i mig, men jeg kan sagtens fungere i min hverdag og i mit job uden jeg tænker over alt det her.

Jeg kan forstille mig, at når vi kommer hjem fra vores lange rejse, som vi glæder os helt vildt til og som vi bruger meget energi på at planlægge sammen, så kunne vi muligvis får brug for parterapi hos dig, sådan at vi får hjælp til at få, forhåbenligt det sidste på plads.

Venlig hilsen
XX