Samspil dæmper angst..
Kære Hans Jørgen.
Jeg har læst din side om utroskab mange mange gange. Jeg er stadigvæk rystet og i perioder enormt plaget af sorg og angst. Min mand var mig utro, og jeg opdagede det for et 1/2 år siden. Utroskaben rystede os begge to voldsomt. Vi har de sidste 6 måneder bearbejdet krisen sammen. Vi har talt og grædt. Vi er tætte og fortrolige. Tilliden er genetableret, og det paradoksale er at vores kærlighed føles endnu stærkere end nogensinde. Jeg tilgav ham, fordi jeg mærkede at vores kærlighed var intakt.
Hvor længe kan jeg forvente at blive plaget af denne opslidende sorg og disse angstanfald? Det er så smertefuldt nogle dage og andre dage kan jeg næsten ikke mærke sorgen... Er det normalt at følelserne veksler sådan? Og er det muligt at komme sig helt ?
MVH X
--------
Kære X
Jeg kan godt forstå, at det er opslidende med angst og sorg et halvt år efter utroskaben.
Det er normalt at følelserne svinger meget efter utroskab. Det er meget forskelligt, hvor lang tid der går inden det falder mere til ro. Men ... du vil komme helt fri af det.
Utroskab er ofte en traumatisk oplevelse. Oplevelsen er mere rystende og voldsom end vi i vores kultur forventer. Vi lever i en individualiseret kultur og overraskes over det bånd af tilknytning der opstår i et kærlighedsforhold. Først når båndet er truet eller skadet får vi øje på det. Trussel mod tilknytningen giver angst og panik. Det kan være rigtigt voldsomt, for det virker også som en "trussel på livet". Det truer personligheden og det virker som en "trussel på livet". Det paradoksale er, at det indeholde både en stor vækstmulighed og en risiko for at angsten bider sig fast.
Angsten er grundlæggende en angst for at opleve utroskab igen. At blive "truet på livet" igen. Det kan være uforståeligt, at utroskaben kunne ske. Hvorfor gjorde han det? Du står med et dilemma, som er med til at fastholde angsten. Hvis du ikke forstår og ikke kan se og mærke hvorfor det ikke skulle ske igen, så mangler angsten en bremseklods.
Et holdepunkt for dig kunne være om din mand har lært af utroskaben. Det tror jeg han har. Jeg forslår, at du taler med din mand om hvad han har lært af perioden efter at utroskaben er afsløret og beder ham være tydelig og specifik. Det er også en afklaring for ham, tror jeg. Spørg ham hvad han har lært moralsk af det? Spørg ham om hans syn på kærlighedforhold har ændret sig? Spørg ham hvordan du kan regne med, at han ikke er utro igen?
Han vil få fokus på den erfaring han har gjort. At være mere sikker på sin erfaring støtter op om læringen. Dette er et livsvilkår for mennesker. Livsvisdom kommer af erfaring og erfaring er, at man har handlet uhensigtsmæssigt og lært af det. Det er en helt grundlæggende og personlig viden om livet der skabes. Man kan læse sig til meget og tænke sig til meget, men det, der tæller, når det gælder - det er den personlige erfaring. Sæt fokus på den. Det kan give dig en bremseklods i forhold til angsten og gøre din mand klogere på sig selv.
Og ja, det kan overvindes så det ligger som en sårbar men værdsat erfaring for jer begge. En erfaring, som var rigtigt voldsom og ubehagelig, men som gjorde livet større og fik kærligheden til at blomstre.
Mange hilsner
Hans Jørgen Juhler
---------
Kære Hans Jørgen.
1000 tak for dit svar. Det gav mig også mod til at snakke med min mand.
En af mine "forhindringer" for at komme videre, har været at jeg ikke har "turde" konfrontere min mand med den tilbagevendende smerte utroskaben har forvoldt mig. Efter 3 måneder tog jeg mig selv i at tænke: stop nu med at tænke, føle og have 1000 spørgsmål. Jeg ønskede at give ham fred ( og mig selv fred ) det var alt for smertefuldt at spørge ind til det der skete. Jeg magtede ikke at forholde mig til det, fordi smerten var for stor, og bare ordet utro føltes som en kniv i hjertet. Og jeg frygtede at min mand ville sige: "nu har jeg fået nok af at høre på dig og din smerte" eller: "jeg gider ikke svare på flere spørgsmål".
Denne morgen bad jeg min mand sætte sig ned - og mit hjerte hamrede i angst! og jeg delte smerten med ham, og jeg viste ham mit brev til dig og han læste dine svar.
Han blev glad og lettet for at jeg delte mine tanker med ham, og han sagde:"Det jeg har lært af mit svigt er, at hvis man fornægter sin egen sorg og smerte bliver livet til et helvede på jord, og jeg svigtede mig selv da jeg forsøgte at undvige. Og hvis ikke du deler din sorg og smerte med mig, glider vi fra hinanden igen, for det var præcis derfor vi endte her. Fordi jeg ikke magtede at konfrontere dig med min smerte over vores ulykkelige kærlighed, og det er det sidste jeg ønsker at miste. Jeg elsker dig, og har altid elsket dig, og jeg vil lytte og trøste dig til evig tid"
Dette svar kom bag på mig. Jeg er meget taknemmelig for dit svar og jeg er meget lykkelig lige nu.
Mvh X