1 år efter utroskab
Kære Hans Jørgen
Jeg skriver til dig knap et år efter vi var i parterapi hos dig. Min kæreste havde været mig utro i starten af vores forhold og havde holdt det hemmeligt, og vi har forholdet igennem kæmpet med mange hvide løgne og usikkerheder fra hans side. Vi opsøgte dig og gik derfra med et aktivt valg af hinanden som partnere. Vi valgte at tage ud og rejse 3 mdr. sammen, og da vi kom hjem igen var det med fornyet energi og troen på, og tilliden til, hinanden. Vi flyttede tilbage i vores hjem, men kort tid efter blev min kæreste tilbudt et job i udlandet("drømmejobbet"), som han takkede ja til. Vi talte om omstændighederne og blev enige om at det nok skulle gå. Dette er ca. 4 mdr. siden nu. Jeg ved ikke om jeg har været naiv i håbet om at vores fysiske afstand ikke var afgørende, jeg vidste jo godt det ikke ville være nemt. Siden han rejste har jeg brugt meget psykisk energi på at fokuserer på de positive fremskridt vi har gjort, men mange af de følelser og tanker som du beskrev som traume-relaterede fylder meget i mine tanker dagligt. Det er sværere aktivt at vælge de positive tanker fremfor de negative, til tider er det som om de bare tager over. Jeg har den samme følelse af at være svigtet eller efterladt, lidt som da jeg opdagede hans utroskab. Jeg siger til mig selv det ikke er sagen, da jeg jo selv sagde ok til at han rejste. Alligevel har jeg svært ved at skubbe følelsen ud, og den fylder meget i min hverdag og sætter sig som en mistanke når jeg taler med min kæreste i telefonen eller vi ses i weekender(ca. 1-2 gange om mdr.). Det er både den gamle tvivl omkring hvorvidt han lyver, men samtidig er der også et nyt frø; vil han mig og vores forhold nok hvis han rejser væk ovenpå hvad vi har været igennem? Igen føler jeg mig også lidt som en martyr når jeg stiller mig selv det spørgsmål, for jeg har selv delagtigt nikkede og sagt at han skulle tage sit drømmejob, men igen hvem ville jeg også være hvis jeg satte grænser for ham
og hans drømme.
Jeg vil så gerne tilbage til det tidspunkt hvor tvivlen ikke fyldte og jeg troede fuldt ud på ham, men jeg har svært ved at komme dertil igen. Har du nogle overvejelser der kunne hjælpe mig på vej?
Venlig Hilsen jj
Kære JJ
At være udsat for utroskab er traumatisk for dig. Det er flot klaret af jer, at I fik hjulpet hinanden som I gjorde for det er følelsesmæssigt et helvede at havne i. Du har fået et ar på sjælen og det er endnu meget følsomt. Det er ikke en fejl. Det er en følge af utroskaben.
Første skridt er at vise mit svar til din mand så han er klar over hvordan du har det, og at det er hvad der kan forventes. Jo mere det accepteres, des mere kan I, trods afstanden, hjælpe hinanden. Han kan hjælpe dig ved at være forstående og fortælle om sit liv hvor han er, så du bliver så fortrolig med det som muligt. Han kan støtte dig, så du ved, at han er der for dig. Han kan sige til dig, at du kan regne med ham, også selv om du er mistænksom.
Det er gensidigt, det her. Jo mere du falder til ro, des lettere vil det være for han at støtte. Jo mere forstående og støttende han er, des roligere bliver du. I må prøve at hjælpe hinanden igen. Det kan I, for det har I gjort før.
Så lidt om, hvad du selv kan gøre.
Der er en meget afgørende forskel på den fysiske og den psykiske verden. I den fysiske verden kan du skaffe dig af med noget, du er utilfreds med. Jeg er blevet træt af et bord og kan smide det ud og købe et nyt. Sådan er det ikke i den psykiske verden. Her er det lige modsat. Jo mindre du vil have noget, des mere har du det. Jo mere du vil af med det, des mere har du det. Jo mere du prøver at fornægte det, des mere spænder det ben for dig på overraskende vis på andre områder. Så hvad stiller du op?
Du er bange! Bange for at det sker igen. Bange for at blive snydt igen. Bange for at han ikke vil dig nok. Bange for at han lyver for dig. DU ER BANGE! Jo mere du prøver at skjule det for dig selv og andre, jo mere du fornægter det, des voldsommere bliver det. Det kan du sikkert genkende? Erkend din angst og fortæl din mand, at du er bange, så han er opmærksom på det. Din angst kommer sikkert ellers ud som anklager eller bebrejdelser. Stå ved din angst. Både overfor dig selv og overfor ham.
Accepter så godt du kan, at du er bange og gør så følgende:
Forestil dig, at du sidder i en mørk teatersal helt alene. Nu tænder vi lyset på scenen. På scenen optræder følelser og tanker. Nu er lyset tændt og du får øje på angsten. Den er alene på scenen og kan bestemme hele spillet. Det nytter ikke at skubbe den ud af scenen, for den vender bare tilbage mere kraftfuld eller i en anden iklædning. I stedet accepterer du den er der, men sætter en anden aktør på scenen. En aktør, som kan gå i dialog og samspil med angsten. Din fornuft.
Sig f.eks. til angsten, at du anerkender den og godt forstår den er der. Sig til den, at du godt ved, at den vil passe på dig. Mærk, hvad den svarer. Spørg den, om I kan lave en aftale. Hvis du mere accepterer den, vil den så lade dig sove roligt om natten? Fortæl den, hvad din mand har lært af utroskaben. Fortæl den, at han godt ved, at i et stort kærlighedsliv må man hjælpe hinanden og ikke svigte. Spørg din mand om han har lært, hvis du er i tvivl og tag han svar med i dialogen med din angst.
Gør erfaring med det og skriv så til mig om din erfaring.
Mange hilsner
Hans Jørgen
---------------------------
Kære Hans Jørgen,
Først og fremmest tusind tak for dit svar - det hjalp i nuet og har personligt hjulpet mig sidenhen.
Efter din mail fik jeg en god snak med min kæreste. Vi læste din mail igennem og blev enige om, at vi måske havde "glemt" den indsigt og de redskaber vi fik dengang vi var hos dig. Vi blev enige om at det på sin vis var en god ting, fordi vi jo netop havde udviklet os og var kommet videre, men samtidig blev vi jo netop også opmærksomme på at utroskabens ar stadig fylder og hvis vi ikke skal lade den overtage, så må vi være bedre til at kommunikere. Vi har sidenhen gjort os umage mht. at snakke ud fra de dialogmønstre som vi lærte hos dig, og det har virkelig hjulpet i vores daglige kommunikation og givet en større forståelse for hinanden.
Personligt, var det en form for wake-up call da du skrev at jeg var bange. Selvom det måske er nok så åbenlyst, så ramte det plet, det var bestemt ikke noget jeg selv havde bidt mærke i. Det gav samtidig også min kæreste en forståelse for hvorfor jeg havde så svært ved at se udover ting, som han måske anså som ligegyldige. Forestillingen om teaterscenen hvor fornuft og angst optræder har virkelig hjulpet mig som redskab til at være i kontrol omkring mine egne følelser. Jeg bruger den ofte, hvis jeg er i en situation hvor jeg har svært ved at vurdere hvorfor det her er svært for mig - der synes jeg idéen om at man lader hver sin position tale og nå frem til enighed ofte beroliger mig og bekræfter mig i, at min angst stadig er der pga. utroskaben, men at min fornuft jo netop godt kan se at den taler ud fra et gammelt ar, og at nutidens jeg og ham ikke i den situation(ja det kan lyde lidt personspaltet men det hjælper mig.)
Jeg sætter virkelig pris på de råd du har givet min kæreste og jeg - det har hjulpet os mere, og i flere situationer, end du aner.
Vi ønsker dig en glædelig Jul,
Venlig Hilsen,
JJ