Hans Jørgen Juhler

Amagertorv 14 B, 1160 Kbh K

TLF: 29 25 92 87.    MAIL


Hvorfor er man utro?

(Fortsat fra forsiden)

Det har overrasket mig

i terapi efter utroskab, at når utroskab er afsløret, så er den utro ofte lige så overrasket, som den anden. Noget af forklaringen på det kan være, at vi i vores kultur ikke er så seksuelt frigjorte, som vi forestiller os. Det, der foregår i soveværelset, er ofte tabu og hemmeligholdt overfor børn og familie. Det er, som om det ikke forekommer. En teenager, der gør sin sexuelle debut, vil ofte lyve sine forældre lige op i ansigtet - uden at blinke. Det er bare en fortsættelse af det hemmelighedskræmmeri, der er på det sexuelle område. Utroskab kan ses i forlængelse af dette hemmelighedskræmmeri, som noget der foregår i et skyggeagtigt randområde. I en parallel og hemmelighedsfuld verden. Når utroskaben er afsløret bryder barrieren mellem de to verdener sammen og den utro oplever sig blottet overfor både sig selv og partneren. Det er en ukendt, overraskende og skræmmende oplevelse. Svær at forstå for den utro og ikke mindre svær at forstå for partneren.

Denne fortælling kan kædes sammen med en moralsk forståelse af utroskab Problemet med utroskab er jo netop løgnen og bedraget. I nogle forhold (åbne forhold) kan man have kærester ved siden af og så er det jo ikke utroskab. Utroskab betyder jo netop, at man har været over stregen. Det uanset om man har lovet hinanden troskab i et højloftet kirkerum eller det bare er usagt. Utroskab er moralsk set et brud på troskabsløftet.

"Troskabsløftet" virker i den sammenhæng ofte som et påbud, som når et barn får påbud om ikke at tage af småkagedåsen. Det virker bedst, når mor er i nærheden, men er hun ikke det, kan fristelsen blive for stor og det opdages nok ikke. Det er ikke ens egen moral, der styrer, men en andens eller en norm i samfundet, som ikke er integreret i personen.

Nu står man så der!

Afsløret! Konfronteret med at have snydt, bedraget og brudt tilliden. Er tvunget til at se sig selv som én, den anden ikke kan have tillid til. Man er ikke et sandfærdigt menneske. Smerten i det er overvældende. Bliver man stående i det, uden at fortrænge det eller forfalde til dyb selvfordømmelse eller selvmedlidenhed, så kan det ske, at man får øje på værdien i at være et troværdigt menneske. Dybt i sig selv beslutter man, at man vil være troværdig.

Man står blottet overfor sig selv og den anden. Ansigt til ansigt med de steder i sindet, der opleves som modbydeligt mørke. At vedkende sig den mørke side (som alle vel at mærke har) giver mulighed for et mere sandfærdigt forhold til sig selv og den anden. Fordelen ved det er, at man undgår at flygte fra sig selv, sådan som utroskaben kan være et eksempel på. Man bliver i stand til at bakke sig selv op på en helhjertet måde. Stå ved sig selv på en anden måde. De mørke sider i livet er blevet synlige og accepterede. Det gør det muligt at undgå dem eller modstå fristelsen frem for at blive overrasket over at de mørke side er der. Vejen dertil er brolagt med ubehag og konfrontation med mørke sider hos sig selv og den anden, men muligheden er der for et mere modent og givende, dybt kærlighedsforhold.

Der vil ofte, men ikke altid, være noget i parforholdet, som har øget fristelsen. Det er de to lige gode om, men utroskaben er et tillidsbrud, som ikke må bort-psykologiseres. Hvis de to gerne vil prøve at klinke skårene efter utroskaben, så er det vigtigt at skelne mellem ansvaret for utroskaben som ligger hos den utro og ansvaret for forholdet, som de to må dele. Skal tilliden igen bygges op, så det et afgørende grundlag.

Utroskab skaber næsten uundgåeligt krise for begge parter. Krise kan føre til udvikling, ændring. Den kan føre til et mere sanddru forhold til sig selv og til andre.

Utroskab er traumatisk i vor tid.

Jeg hører ofte mennesker, der har været udsat for utroskab, sige: “Det er det værste jeg har oplevet i mit liv!” Utroskab er ofte en traumatisk oplevelse. Det er overraskende, og sådan er det ikke i alle kulturer og det er blevet langt mere traumatisk i den vestlige verden, end det tidligere var. I vor tid har vi et romantisk ideal. Vi vender os mod een person og forventer en række behov opfyldt. Du skal gerne være min største elsker, min bedste ven, min dybeste fortrolige, min følelsesmæssige støtte. Det giver mig en oplevelse af at være valgt, enestående, uundværlig, uerstattelig, jeg er den eneste ene. Det bliver en side af min identitet at se mig selv sådan i dine øjne. Er du utro, så fortæller det mig, at det er jeg ikke. Derfor kan jeg, afhængig af hvordan mit ideal er, opleve utroskab, hvis du: Har sex med en anden; har en bedre ven end mig; er mere fortrolig med en anden; støtter sig mere følelsesmæssigt til en anden - for det viser mig, at jeg ikke er den udvalgte, ikke er enestående, ikke er uundværlig; ikke er uerstattelig; ikke er den eneste. Utroskab truer min forståelse af mig selv. Det hele bliver naturligvis værre, hvis du har holdt det skjult og jeg afslører det. Utroskab er i dag ofte traumatisk. Op gennem historien har utroskab været pinefuld og skabt krise. Det har tidligere, kunnet true økonomien og omdømmet. I dag truer det ofte vores selvforståelse og derfor er det ofte traumatisk.



copyright 2010 Hans Jørgen Juhler