Derfor er jeg parterapeut.
Ingeniør er min oprindelige uddannelse. Når jeg fortæller, at jer er uddannet ingeniør og nu arbejder som psykoterapeut, så er reaktionen ofte: “Det var noget af et skift!” Så er det jeg bliver tænksom og overvejer skiftet og vejen. Her følger historien:
Jeg har været gift med mine børns mor i 25 år, og har to voksne børn. Jeg har i en lang periode af de 25 år arbejdet som selvstændig ingeniør og arbejdet meget. Det med arbejdet var nok en væsentlig grund til skilsmissen. Skilsmissen var hård for mig. Det er skilsmisse for de allerfleste. Vi gik en kort overgang inden skilsmissen i parterapi, men det hjalp os ikke nok til at blive sammen. Den første tid efter skilsmissen havde jeg svært ved af hænge sammen. Så svært, at jeg gik økonomisk ned med min forretning. Ikke så jeg havnede med gæld, med hus og bil måtte sælges for at klare det igennem. Så det skiftede for mig fra famile i et stort hus på landet. To biler. Rimelig forretning. Til arbejdsløshed, en lille lejlighed og cykel.
Det lyder som en voldsom nedtur og det var det på en måde, men noget af det var en øjenåbner for mig. Det at skulle få et liv til at fungere under de nye vilkår var lærerigt. Det var transformation fra et liv med travlhed og stress, et stort materielt liv og et stort forbrug - til et liv med masser af tid, ingen struktur og på lavt økonomisk blus. Der var på det tidspunkt ikke gode udsigter for at få arbejde, så jeg regnede med at jeg skulle indstille mig på det liv i lang tid.
I den ny situation fik smerten ved det opløste parforhold, frustrationen over den krakkede forretning god plads. Jeg begyndte at gå i terapi. Det hjalp mig faktisk så godt, at jeg tilmeldte mig uddannelser i psykoterapi. Egentlig ikke for at fungere som psykoterapeut, men mere for egen udviklings skyld.
I de ny kærlighedsforhold jeg nu oplevede var jeg derfor også tilbøjelig til at søge hjælp i parterapi, men som regel ikke med særligt godt udbytte.
Men for ca. 15 år siden stødte jeg, mere eller mindre tilfældigt, på en forståelse af kærlighedsforholdet og en måde at lave parterapi på, som betog mig rigtigt meget, og som stadig gør det. Jeg begyndte derfor i år 2000 med at tilbyde parterapi, og er stadig meget glad for at jeg har gjort det. Det er berigende for mig og det ser ud til at jeg kan ofte hjælpe par til et bedre kærlighedsliv.
Det jeg stødte på vil jeg gerne, ganske kort, fortælle dig om. Der er to teoretiske afsnit i dette. Det ene er såkaldt tilknytningsteori (1). Det er en psykologisk teori om hvordan forældre og børn knytter sig til hinanden og hvor dan børn i det får et tilknytningsmønster med sig. Et mønster, der oftest holder sig livet igennem. Tilknytningsmønsteret er en form for indre, ubevidst model, der vejleder een i nære relationer.
Voksne knytter sig også til hinanden i nære relationer. Nyere forskning viser, at tilknytningen har effekter både psykologisk og neurologisk. Er man sikkert tilknyttet, så vil beherskelse af følelser og reaktioner gøre det lettere at mødes, hvor det er svært og lettere et finde nye veje i konflikterne. Er man ængsteligt tilknyttet, så kan man måske være godt tilstede når det opleves sikkerhed i forholdet, man i konflikter er man tilbøjelig til at havne i smertefulde tilstande, hvor det er svært at give og modtage det helt afgørende, som kan opretholde en oplevelse af sikker tilknytning, nemlig empati, lytning, berøring, gensidig resonans, og en oplevelse af at blive set af hinanden - samt en oplevelse af at kunne være i kontakt med svære følelser, og samtidig forblive i kontakt med hinanden.
Selv om man har en usikker tilknytning med sig som grundtema, så er tilknytning relationel. D.v.s. den opstår i kontakter, og kan man sammen skabe en oplevelse af sikker tilknytning, så er man mere fri af sine gamle reaktioner og forsvar.
I parterapien gæler det derfor om at lære sine egne og den andens reaktioner og følelser at kende, for gør man det, at er der mulighed for at gøre ny erfaring og lære at hjælpe hinanden med at forblive i en sikker tilknytning.
Et andet teoretisk afsnit er filosofisk anerkendelsesteori (2). Den siger, at et kærlighedsforhold også er et konfliktfelt. Der udspiller sig nemlig et dialektisk spil mellem nærhed og selvstændighed. De to størrelser nærhed og selvstændighed er nemlig både hinanden forudsætninger og modsætninger. Uden selvstændighed er nærhed at være opslugt eller omklamret af den anden og uden nærhed bliver selvstændighed fritsvævende og rodløs. Det skyldes, at de forestillinger man gør sig for at forstå og retfærdiggøre egne handlinger ofte er løgne. Det er ikke de indre forestillinger der er afgørende for hvad man gør, men ens handlinger. Får at forstå handlinger og deres konsekvenser har man brug for at spejle sig i det, den anden oplever og mærker. Kan man lære at hjælpe hinanden tilbage i en oplevelse af sikker tilknytning og undgå at hænge for længe i destruktiv kontakt, så kan de sår man har med sig heles efterhånden.
I parterapien opleves det ofte som dels en angst for at miste den anden i konflikt eller en angst for at miste sig selv.
(1) S.M. Johnson and V.E. Whiffen: "Attachment Processes in Couple and Family Therapy." New York 2003.
(2) A. Honneth: "Kamp om anerkendelse." Hans Reitzels Forlag 2008.
Parterapeut Hans Jørgen Juhler
Carl Baggers Alle 23. 2920 Charlottenlund
Tlf. 2925 9287. post@hjjuhler.dk