Eksempel på parterapi

Hans Jørgen Juhler

Carl Baggers Alle. 2920 Charlottenlund

TLF: 29 25 92 87.    MAIL

Eksempel på parterapi

Hvert par har sine særlige problemstillinger. Det efterfølgende eksempel viser parterapi for et specifikt par med deres særlige problemstilling. Du får en fortættet fortælling om den første terapisession med Bente og Jens og af udviklingen i deres parforhold. De har været gift i 5 år og har en søn på 2 år. De sidste par år har været svære. Præget af mange konflikter og dårlig stemning. Konflikterne tager til. Det bliver mere følsomt og de reagerer hurtigere og mere negativt på hinanden. Det er derfor de har valgt at prøve med parterapi.

Start:

Vi starter med at tale lidt om hvad de værdsætter hos hinanden. Jeg beder dem tænke tilbage på gode stunder og fortælle om det, de værdsætter hos hinanden. Det er de gode til. Får sagt gode og vigtige ting til hinanden. Begge er lidt berørte af den samtale. Det er længe siden de har sagt sådan til hinanden. Jens kan tvivle på, om Bente nu også mener, at hun værdsætter hans ro, for det er jo også hans "ro" eller tavshed hun kritiserer. Bente begrunder. Det var Jens' ro og sikkerhed hun faldt for. Men roen har også en negativ side. Lige nu taler vi om den positive. Jens tager imod og det bevæger ham.

Det svære: Mønsteret.

Derefter taler vi om det, der er svært for dem. Jens fortæller, at noget, der er rigtigt svært for ham, er, at Bente kritiserer ham. Det er svært at gøre noget godt nok. Han kan ikke leve op til hendes forventninger, tror han. Han er usikker på, hvornår der næste gang kommer kritik.

Derefter taler vi kort om det (HJ = Hans Jørgen/terapeuten. J = Jens):

HJ: “Når du oplever kritik, hvad sker det for dig der? Hvordan føles det for dig? Mærker du det i kroppen? ”

J tænker tilbage og mærker efter: “Jeg tror jeg stivner så det mærkes i kroppen.”

HJ: “Hvilken følelse får dig mon til at stivne?”

J svarer tøvende: “Jeg ved det ikke. Det kan jeg ikke få fat på. Måske er det bare at stivne, der er det første?”

HJ: “Jens - hjælp mig. Sig til, hvis det ikke er rigtigt. Jeg gætter på, at du bliver bange. Bange for ikke at kunne levere det, Bente forventer. Bange for ikke at gøre det godt nok.”

Jens: “Måske? ... men jeg er nok mere utilfreds med mig selv. Jeg kan næsten ikke kende mig selv i det.”

HJ: "Hjælp mig jens - kan man sige, at du plejer at være imødekommende, hjælpsom og givende og nu havner du et sted, hvor du oplever, at det er du ikke?"

J - tydeligt bevæget: "Ja, det er rigtigt. Det er derfor jeg ikke kan kede mig selv. "

HJ: "Der er et pres på din selvforståelse? Du er ved at miste dig selv?"

J - nu med tårer i øjnene: "Ja, sådan er det."


Jeg spørger Bente, hvordan det er for hende at høre det. Hun er overrasket og bevæget. Hun ser nu hvor svær en situation Jens er havnet i og at han gerne vil gøre det anderledes, men det lykkes ikke for ham. Hun vil slet ikke kritisere.

Jeg spørger Bente, hvordan det er for hende med konflikterne. Hun fortæller, at selv om hun siger, at hun mangler nærhed, så trækker han sig fra hende. Han bruger halvdelen af weekender på at cykle. Han sidder ved sin computer i stedet for at hjælpe til med husholdning og deres søn. Han lægger sig med ryggen til i sengen, selv om hun har sagt, at han mangler nærhed. Hun oplever sig nedprioriteret og ikke værdsat.

HJ: “Så når du siger noget om Lars' cykling, det han oplever som kritik, så betyder det i virkelighede - Jeg savner dig og har brug for at mærke, at jeg betyder noget for dig. dig.”

B: “Ja noget i den retning.”

HJ: “Når du brokker dig over at han ikke hjælper nok til hjemme, så betyder det: Jeg har brug for at mærke, at du værdsætter mig og den indsats jeg gør. Jeg har brug for at mærke, at du er der for mig?”

B: “Ja, noget i den retning.”

HJ: "Hjælp mig Bente. Kan man sige, at du er bange for at Jens ikke mere elsker dig og værdsætter dig?" B: Lidt tøvende:"Ja!"

HJ: "Tanken må være skræmmende. Jeg gætter på, at du i stedet for at mærke den, bliver kritisk for at ruske Jens ud af tilstanden?"

B - bevæget: "Ja, det tror jeg er rigtigt."

HJ: “Jeg gætter på, at du oplever hans adfærd, i de situationer vi her taler om, som en afvisning, som om han vender ryggen til og ikke vil dig. Som en kold skulder.”

B: ”Måske mere som om han er ligeglad med mig. Ikke vil mig.”

HJ: "Du længes efter nærhed og skriger til ham - jeg har brug for dig! Jeg har brug for dig!, men Jens er der ikke."

B: "Ja, det er rigtigt."

HJ til J: “Jeg gætter på, at det du kalder kritik opleves som bebrejdelser og at det ofte udtrykkes aggressivt.”

J: “Der er en skarp tone og det virker som bebrejdelser.”

HJ til Bente: "Hvordan er det at høre det Bente?"

B: "Jeg bliver ked af at høre, at du er bange og oplever du ikke er god nok. Du er god nok. Jeg forstår ikke, at du ikke bare kan give mig, hvad jeg har brug for når det er så tydeligt?"

J: "Jeg ved ikke hvordan jeg skal give dig nærhed når jeg lukker og oplever mig kritiserer. Der kan jeg ikke give det."

HJ til J: "Men har du det ellers til Bente? Vil du hende? Elsker du hende? Kan du ellers give knus og kys?"

J: "Ja, jeg elsker hende og vil hende!"

HJ: "Så sig det til hende, at du har det, men i situationen kan du ikke give det."

J til B: "Jeg elsker dig og vil dig, men i konflikt, når jeg er lukket og kold, så kan jeg ikke give det."

HJ til B: "Hvordan er det at høre det?"

B: "Dejligt at vide, at det er der, selv om det ikke kan gives i situationen. Det er jeg meget glad for at høre."

HJ henvendt til begge: “Lad mig fortælle jer noget om, hvad jeg ser i det, vi her har talt om. Når man ikke får det, man har brug for i et kærlighedsforhold, eller man mister den varme samklang, så bliver man ofte grebet af panik. Panikken opleves som stort ubehag i situationen. Det er kendt og undersøgt. Ofte breder ubehaget sig også til tider mellem egentlig konflikt. Det fylder og påvirker stemingen. Grebet af panik er der kun to handlemuligheder. Man kan skrue op for panikken og prøve at få det man har brug for, kontakt, nærhed. Det er det Bente gør. I panik sker det ofte højlydt og anklagende, uden at man selv er helt opmærksom på det. Eller, som den anden mulighed, kan man prøve at skrue ned for panikken ved at skærme sig og lukke af. Det er det Jens gør. I panik bliver det ofte udtrykt, så det opleves som afvisning og kold skulder. Det er sikket tydeligt, at de to reaktioner forstærker hinanden. Jo mere der lukkes af, des mere skruens der op for panikken hos den anden. Jo mere der skrues op for panikken, des mere har den anden brug for at lukke af. Ser I mønsteret i det, vi har talt om?”

Begge nikker og bekræfter.

HJ: "Det er følelsesmæssigt voldsomt, det I oplever. At tro Jens ikke vil dig er en skrækindjagende tanke. Og Jens - at oplevet et pres på selvopfattelsen kan virke som en trussel på livet. Det er ikke forkert, at I reagerer på det, men godt, om I kan samarbejde om at møde hinanden i det. Hjælpe hinanden med at reparere kontakten, når I falder ud af den."

Hjemmeopgaver:

De får følgende hjemmeopgave: Når der er konflikt (- eller, hvis I ikke får fat i det der, så hurtigst efterfølgende), så se om I kan fange, hvad der udløste mønsteret. Hvad var det den anden gjorde eller sagde, som udløste. Prøv derefter, om I kan få fat på den første følelse, der opstår. Det, der opleves følelsesmæssigt, i et splitsekund, efter udløsning af mønsteret.

Efterfølgende terapi:

I de efterfølgende terapisessioner vender vi tilbage til mønstrene og til, hvad de har brug for, når mønstrene viser sig. Bente har brug for anerkendelse og for at høre, at Jens elsker hende. Det har Jens til gengæld rigtigt svært ved at give hende i den situation. Han er lukket og har trukket sig og har brug for at opleve, at han er god nok. Men han elsker Bente, selv om han har svært ved at udtrykke det lige der, i konflikten. Det får Bente at høre nu, og hver gang hun efterfølgende hører det, husker hun det lidt mere i konflikten og husker, at Jens er i panik lige nu.

Udviklingen i forholdet:

Hver gang de taler om det efter en konflikt, får de det mere under huden, at den anden ikke er en fjende, som ikke giver det man har brug for, men er i smerte og har svært ved at give det. Jo mere det integreres, des mere empati er der mellem dem og des mere er de i stand til at komme tilbage til kontakten og støtte og møde hinanden. De finder også ud af mere klart, hvad de kan gøre for hinanden for at opleve sikkerhed, tryghed og kærlighed. Jo bedre det lykkes des lette bliver det at vende tilbage til kontakten efter konflikt.

Der sker et skift i forholdet. Nok kan der være konflikt, men de kommer hurtigere tilbage i kontakten i stedet for at blive hængende i den negativ, opslidende spænding, som dræber empatien. Når der er kontakt, mærkes kærligheden mere. Den åbner deres hjerte. Deres samspil bliver mere glædesfyldt og frit. Tilliden og fortroligheden vokser. Forsøg viser, at fornemmelsen for hinanden følelser vokser og bliver mere sikker. Der er en resonans. Det er i den stemning, man lærer sig selv at kende på ny og flytter sig i kærligt møde med den anden. Både forholdet og personerne vokser.

Problemet i konflikt er, at positive og negative følelser ikke kan være der samtidig. Du kan ikke bare smile, når du er vred. Du kan prøve, men det bliver ikke autentisk. Når man er klemt og i panik, så er det, at udtrykke anerkendelse, ikke oplagt eller muligt, men jo mere man er klar over, hvad der sker for een selv og den anden, des hurtigere kan man igen komme i en kontakt, hvor det er muligt at udtrykke sin anerkendelse og kærlighed.

De nærmer sig mere og mere et forhold, hvor de oplever, at den anden er der, når der er brug for det og reagerer med støtte og omsorg. De oplever, at de lettere og lettere kommer tilbage til kontakt når den er mistet i konflikt. Og lige præcis det er hoved elementerne i et vellykket kærlighedsforhold --- ud over naturligvis seksuel tiltrækning og humor, men de to størrelser påvirkes stærkt af tryghed og positiv stemning.

Følelsesmæssigt kan det være meget voldsomt når kontakten, samklangen, resonansen mistes. Det udløser ofte reaktioner, som kan være svære selv at forstå. Det skyldes, at brud fra kontakt til "ude af kontakt" virker truende og skaber panik. Det er reaktioner vi har med os livet igennem. De kan ses hos små børn og bringes med i voksenalderen. På efterfølgende video kan du se de voldsomme reaktioner hos et 1 årigt barn.

Copyright: Hans Jørgen Juhler


Oplev, hos et barn på 1 år, kontakt og resonans og reaktioner på manglende kontakt på efterfølgende video. Der er ikke tale om overgreb, men alene om skift fra kontakt og resonans til manglende kontakt. Moderen gør sig kontaktløs i udtryk. Det er det eneste der sker. Læg mærke til den øjeblikkelige respons fra barnet. Barnet prøver at få moderens opmærksom hed med bevægelser, smil, pegen og skrig. Da det mislykkes kigger barnet vær som for at slippe kontakten. Derefter går der panik i barnet. Det samme sker for vokse når kontakt brydes. Der opstår panik og paniske reaktioner.